Dette er anden del af min fødselsberetning med Atlas. Hvis du har lyst til at læse med, tænker jeg, at det giver mest mening for dig at læse første del, som du kan finde lige her. Tredje og sidste del kommer meget snart.
Del 1 i min fødselsberetning med Atlas sluttede søndag morgen d. 14/6, hvor jeg (endelig!) havde mærket de første veer komme snigende ved 5-tiden, og som for alvor tage begynde at tage ved omkring ved 7-tiden. Jeg var derfor i tvivl, om jeg skulle sige ja til af få hindeløsning nummer to (den første fik jeg dagen før kl 1630). Jeg valgte at sige ja, for nu skulle der altså ske noget. Jeg stod nemlig til at skulle sættes i gang medicinsk få dage efter, så jeg var der, hvor jeg ville gøre alt.
Hindeløsning nummer to søndag morgen
Afsted med os ind til Rigshospitalet, hvor jeg havde tid til anden hindeløsning kl 10.00. Siden kl 07.00 var Martin som allerede nævnt gået i gang med at time mine veer og skrive ned på et papkort på bedste konsulentvis med både tidspunkt og længde, så vi kunne følge med i, hvornår de blev mere intense, og der var kortere tid imellem. "Standard-reglen" er nemlig, at man skal ringe ind til hospitaler, når der er 1 minut mellem veerne, og de varer ca. 1,5 minutter.
Vi valgte selvfølgelig at gå derind - så typisk mig, haha! Jeg kan lige så tydeligt huske, at vi mødte et af vores vennepar, Mie og Jesper - dem som også havde sendt mig den smukkeste buket blomster dagen forinde. Jeg tror, de syntes, at det var liiidt sjovt, at vi havde valgt at gå derind, men jeg tænkte, hvorfor ikke; jeg er jo ikke i fødsel endnu. Den indstilling ændrede jeg hurtigt senere, da veerne blev mere intense. På billedet ovenfor får jeg faktisk en ve, mens jeg er ved at dufte til de smukke roser, der var i fuld flor på det tidspunkt. Vi bor ca. 1,5 kilometer fra Rigshospitalet, men de 1,5 km føles nærmere som 15 km, når man har veer, skulle jeg hilse at sige.
Nå, vi kommer ind på hospitalet, hvor jeg får foretaget endnu en hindeløsning af en ny og denne gang yngre jordemoder. Det var stadig ikke rart men gjorde ikke decideret ondt. Jeg kan huske, at jeg allerede var godt i gang med at bruge min laboro-vejrtrækning, som jeg havde øvet gennem mit fødselsforberedelseskursus. Den teknik var jeg SÅ glad for at have øvet og lært inden fødslen; den hjælper virkelig med at fjerne fokus fra smerten og over på noget andet, vejrtrækningen.
Efter hindeløsningen vælger vi så også at gå hjem, men denne her gang fortryder jeg det måske lidt, haha. Veerne var nemlig blevet både mere intense og regelmæssige nu, og der var derfor også kortere tid imellem dem, så jeg måtte stoppe hvert halvandet minut, imens de stod på. Det har nok set lidt komisk ud ude fra; mig der prøver at udholde de intense veer, og Martin der skriver ned på et papkort, mens han guider mig igennem veer, åhh! Derudover var d. 14/6 en helt enormt varm dag, hvilket jo ikke ligefrem gjorde det nemmere at have veer.
Den længste og varmeste søndag i mit liv
Vi er tilbage i lejligheden omkring 12-tiden. Martin spørger, hvad jeg skal have til frokost, for så ville han lave det til mig (søde skat), men jeg vil bare sige, at mad er det SIDSTE, man tænker på, når man har veer. Jeg spiste seriøst next to nothing hele den dag, og det er jo egentlig ikke suuper godt, for en fødsel kræver altså råstyrke. SÅ, hvis du kan, når det bliver din tur, sørg for at spise noget - det ville jeg hvert fald selv ønske, at jeg havde været bedre til i den tidlige del af fødslen. Jo mere intenst det bliver, jo mindre har du lyst til at spise.
Som timerne går bliver veerne mere og mere intense, og der bliver kortere tid imellem. Dog ikke nok til at vi tænker, at vi skal ind. Endnu... Jeg prøver at hvile så godt, jeg kan, men det er svært; et fordi veerne er så intense og to fordi, det er SÅ ekstremt varmt i vores lejlighed den dag. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg har fået timerne indtil kl ca. 16.00 til at gå med, men da vi når til det tidspunkt, vurderer jeg (for det er jeg stadig i stand til på det her tidspunkt), at nu er det tid til at tage ind på hospitalet, og forhåbentlig komme ind på Fødeklinikken.
Ind på hospitalet i en DriveNow
Omkring kl 16.00 pakker Martin derfor vores ting sammen, og vi gør klar til at tage afsted. Denne gang går vi dog ikke men tager en DriveNow, haha! Veer i en DriveNow - eller bare i en bil i det hele taget - er virkelig ikke særligt nice, men det ér dog bedre end at gå. Den DriveNow-tur er (selvsagt) den længste køretur, jeg nogensinde har været på - eller den der føltes allerlængst, for vi bor som nævnt allerede kun ca. 1,5 km fra Rigshospitalet. Alle lys var selvfølgelig røde, og jeg blev mere og mere utålmodig, alt imens jeg prøvede at keep it together under veerne, der på det her tidspunkt var blevet endnu mere intense; både af længere varighed og kortere mellemrum. Jeg troede derfor, at jeg nu måtte være i aktiv fødsel og altså de 4-6 cm åben, som man nu skal være, for at blive kategoriseret som værende i aktiv fødsel. Well, I had another thing coming, da vi kom ind på hospitalet...
At blive sendt hjem
Vi ankommer til hospitalet og skynder os op på fødegangen. Jeg ville jo gerne føde på klinikken, så jeg håber jo inderligt, at en af de to Fødeklinik-stuer er ledige. Det behøvede jeg så slet ikke bekymre mig om på det her tidspunkt, for efter at have fået foretaget (endnu en!!) indvendig undersøgelse for at se, hvor åben jeg er, for jeg at vide, at jeg er omkring 2 cm åben og har altså stort set ikke åbnet mig mere siden kl 10.00 om morgenen, og der var altså gået knap 7 timer her. Den besked var SÅ nedslående at få. Vi står her med alt vores habengut pakket, og jeg er klar til at føde anytime, men da jeg ikke er mere åben, bliver vi sendt hjem, med aaalt vores l*** igen! Omg.
På det her tidspunkt får jeg sværere og sværere ved at være fattet så at sige. Jeg bruger hele tiden min laboro-vejrtrækning fra smertefrifødsel, og selvom den virkelig hjælper, begynder det også at blive hårdere og hårdere at bruge den. Den kræver nemlig også en hel del fysisk. Nå, men vi bestiller en taxa (denne gang haha :D) hjem, og det kan kun gå for langsomt. Jeg har fået det, som jordemødrene kalder "cocktailen" med hjem, som består af nogle smertestillende og - hvad jeg har forstået - en mild form for beroligende, så den fødende i en lang fødsel har mulighed for at få bare lidt hvile. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at jeg skulle have den slags, men da vi kommer hjem, har jeg SÅ meget brug for at kunne slappe lidt af og måske bare lukke øjnene fem minutter. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at det her godt kan blive en lang affære... Så jeg tager "cocktailen", og det har nok været de to "bedste" - eller hvert fald rolige - timer under hele mit vearbejde. Den gjorde virkelig, at jeg kunne få noget ro og hvile, mens jeg bare lå på sofaen. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad Martin laver i tiden efter, vi kommer hjem - udover at time mine veer nøje, haha! Elskede skat.
Pilatesbolden i badet
Vi har været hjemme siden 17.30-tiden, og omkring kl 19.30 ish (tror jeg i hvert fald), begynder virkningen af "cocktailen" så småt at aftage. Jeg får derfor meget intense veer igen, eller, jeg begynder at mærke dem voldsomt igen (de har jo ligesom hele tiden været der), og på det her tidspunkt, er det så slemt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Veer er seriøst den vildeste størrelse; de gør afsindigt ondt i det 1-1,5 minutter, de varer, og så er det bare puf væk i et minuts tid for så at starte (med fuld kraft!) igen. Det er så vildt, hvad kroppen kan. Tænk, det er dem, der gør, at livmoderen trækker sig sammen og i sidste ende "skubber" baby ud. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg skriver de her ord. Åh, det har været så vildt, og jeg føler slet ikke, at jeg har talt nok i min fødsel, selvom jeg efterhånden har fortalt om den en hel del gange. Det kan ikke siges nok hvor vild en oplevelse det er. Fuldkommen life- changing, for at bruge et fancy ord.
Nå tilbage til stuen, hvor jeg ligger på sofaen med de vildeste veer. Jeg kommer i tanker om, at vi jo har fået købt en pilatesbold, fordi jeg jo regnede med hjemmefødsel og havde hørt, at den var genial til smertelindring. På det her tidspunkt vil jeg gerne i bad, men jeg vil også gerne sidde på pilatesbolden, så ja, jeg tager selvfølgelig pilatesbolden med i bad. Det er overraskende rart at sidde på bolden i badet, mens det varme vand løb ned over min krop. Åh, jeg kan tydeligt huske den følelse, på godt og ondt.
Da jeg har været i badet i godt en times tid, begynder jeg at få nok og trænger til lidt change of scenery. I det øjeblik jeg træder ud af badet, er det som om, at veerne tager helt vanvittigt til i styrke. NU må der da være ved at ske noget, tænker jeg. Nu må jeg altså være mere åben, end jeg var seks timer forinden, da vi var inde på hospitalet for anden gang. Vi ringer ind til hospitalet, igen igen. Jeg kan næsten ikke sige noget, fordi mine veer er SÅ intense og fuldstændigt regelmæssige på det her tidspunkt. Det har de egentlig været de sidste mange timer, forklarer vi jordemoderen, som siger, at vi er velkommen til at komme ind.
Vi bestiller en taxa, igen igen, og så er det ellers afsted mod Rigshospitalet, for tredje gang den dag. Vi sætter os begge bag i bilen - mig med mega-intense veer og Martin, der prøver at støtte, så godt han kan. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg IKKE skal sendes hjem igen, så jeg har bare at være i aktiv fødsel, når vi kommer derind!
Tusinde tak for at læse med. ✨
(fortsættelse følger)