• Karen Ziefeldt

MIN FØDSELSBERETNING MED ATLAS - DEL 3

Dette er tredjedel af min fødselsberetning med Atlas. Hvis du har lyst til at læse med, tænker jeg, at det giver mest mening for dig at læse første del her og anden del her.


Del 2 i min fødselsberetning med Atlas sluttede søndag aften d. 14/6, hvor vi er på vej ind på hospitalet - for tredje gang den dag! I kan måske fornemme, at jeg virkelig IKKE ville sendes hjem igen, så jeg bad inderligt til, at jeg havde åbnet mig mere og nu var i aktiv fødsel. Jeg havde trods alt været "i gang" siden om morgenen kl 05.00, og nu var klokken altså godt 22.00. Det er LANG tid med veer skal jeg hilse at sige - men vist ret normalt for en førstegangsfødende.


Ind på hospitalet (igen igen)

Vi ankommer til hospitalet efter, hvad der føltes som den længste taxa-tur nogensinde. Igen, vi bor ikke mere end 1,5 km fra Rigshospitalet, men bare det at skulle ind i en bil, mens man har veer, føles som en køretur fra København til Århus. Omg, det er intenst! Men så har jeg også prøvet det, og det er nu lidt sjovt at tænke tilbage på...


Inde på hospitalet er jeg nødt til at holde pause hvert minut, da veerne er SÅ intense, at jeg knap nok kan gå. Da vi endelig når op på fødegangen, bliver jeg vist ind på en lille stue, hvor jeg skal have foretaget (endnu!!) en indvendig undersøgelse. På det her tidspunkt kan jeg snart ikke klare flere indvendige undersøgelser. Jeg har været til gynækolog to gange hele mit liv, men jeg skal da love for, at jeg blev tjekket for nærmest en livstid den dag. Ok, overdrevet - men det føles ret voldsomt, når man ikke er "vant" til den slags indgreb.


Som om det ikke var nok med indvendig undersøgelse nummer 140 den dag, skal jeg også podes for Corona-virus. Damn, det har ikke været nemt at være gravid under corona. Martin har f.eks. ikke måtte være med til nogen af mine jordemoder-konsultationer på nær den første, inden corona brød ud. Og jeg er endda en af de "heldige"; jeg kender flere gravide, der ikke engang har måtte have deres kæreste/mand med til de vigtige scanninger, så som 12- og 20-ugers.


Nå, tilbage til det lille rum med mig, Martin og jordemoderen, der vil pode mig for corona. Bevares, det giver mening at skulle podes, inden man skal ind på en af stuerne, men det er godt nok endnu en ting oven i hatten, som man bare IKKE kan overskue, når man har veer. Jeg bliver podet - ganske smertefrit dog men man er vel lidt dramatisk, når man har veer (læs: når man er gravid i det hele taget, haha!). Og så kommer den bedste nyhed, jeg har fået i mange timer. Ja, siden vi blev sendt hjem første gang.

"Tillykke, du er nu i aktiv fødsel"

... siger jordemoderen, og jeg tror måske jeg når at fælde en halv tåre, inden den næste ve kommer snigende og nærmest overtager min krop. YES! tænker jeg i hvert fald. Nu kan der ikke være længe til, han kommer ud. Welll, think twice, pregnant lady; bare fordi man nu er i aktiv fødsel - og altså de her 4-6 cm åben - kan der stadig godt gå tid, før baby kommer ud - lang tid faktisk... Åh!

Endelig på fødeklinikken

Nå, men jeg får sagt, at jeg jo gerne vil føde på Fødeklinikken, og vi får at vide, at vi er heldige, for begge stuer er netop blevet ledige, efter der har været fødsler på dem begge lige siden, vi blev sendt hjem for godt 6 timer siden på det her tidspunkt. Perfekt timing, tænker jeg! Måske var der alligevel en mening med, at vi skulle sendes tidligere, I don't know, men skønt er det i hvert fald, og det kan kun gå for langsomt med at komme ind på en af Fødeklinikken to stuer.


Der findes kun to stuer på Fødeklinikken på Rigshospitalet; en lyserød og en blå stue ved navn Alfa og Omega. Hvor fint er det ikke lige? Jeg vælger selvfølgelig den lyserøde stue. Dem, der kender mig og følger bare lidt med på mine kanaler, ved nok, at jeg elsker lyserød, så intet mindre kunne selvfølgelig gøre det. Haha.

Fødeklinikken er fantastisk, hvis du spørger mig. Især hvis man går efter efter en "hjemlig oplevelse", vælger jeg at kalde det. Det er nemlig det, man får på klinikken. Det er selvfølgelig ikke 100% som at være hjemme i stuen, men det er det tætteste, man kommer på, og det er altså ret fantastisk. Som I ved havde vi jo oprindeligt planlagt hjemmefødsel, men i og med at jeg gik så meget over tid - og at man inden for hospitalssystemet hvert fald kun må gå to uger over tid, hvis man skal føde hjemme - kunne jeg altså ikke holde usikkerheden ud og tog derfor en beslutning om, at det for mit vedkommende blev Fødeklinikken. Det var den helt rigtige beslutning. Jeg er simpelthen lykkelig for, at jeg valgte den løsning; på Fødeklinikken får man en "hjemme-fødsel eller hvert fald hjemme-oplevelse" på hospitalet og derved den sikkerhed, der medfølger, når man er på et hospital. Det kan varmt anbefales herfra.


Selve fødestuerne på Fødeklinikken er temmelig store; der er både en dobbeltseng, stort badekar, en sofa med tilhørende bord og stole, små kunstige men meget hyggelige lys, pynt på væggene og så en hel masse plads, hvor jordemødrene kan arbejde.


Op og ned af fødekarret

Vi tjekker ind på Fødeklinikken lige før kl 23.00, hvor der er vagtskifte. Vi når derfor kun lige at sige hej til to jordemødre, en jordemoder og en studerende, inden der er vagtskifte kl 23.00. Jeg kan tydeligt huske, at den studerende starter med at give mig noget afspændende massage, lidt a la rebozo må det næsten have været, og hold nu op hvor var det dejligt, kan jeg huske, at jeg tænker. Veerne var nemlig fortsat blevet mere og mere intense og næsten ikke til at holde ud, mens de stod på, så en god gang massage/rebozo af en jordemoder er altså guld værd på det tidspunkt.


Jeg får sagt, at jeg altså meget gerne vil i badekar, så det kommer jeg præcis kl. 23.08 første gang - det siger min iPhone nemlig, som Martin tog billeder med under fødslen. Jeg vidste faktisk ikke, at han tog billeder eller filmede på noget tidspunkt, så da han fortalte mig det efter fødslen, blev jeg så lykkelig. Selvfølgelig skulle jeg have billeder af det allerstørste, der er sket i mit liv. Og det skal jeg love for, at jeg fik.

Nå, jeg kommer ned i karret, og det er faktisk virkelig behageligt. Veerne føles en del anderleders, når man er i vand - de forvinder ikke, bevares, men det lindrer altså en smule. Meeeen, det varer ikke længe, inden jeg er nødt til at komme op første gang. Jeg har nemlig fået et lille lavement (den såkaldte klyx, som er en væske, der basically får tarmen til at tømme sig), så I kan nok regne ud, what happened next, åhhh.


Jeg havde tænkt inden fødslen, at jeg på INGEN måde skulle have afføring på noget tidspunkt under fødslen, og da slet ikke så Martin så det! Glem det, haha. For når fødslen er i gang, så er afføring på upassende steder (i almindelig forstand) altså ikke en ting, man skænker en tanke, overhovedet! Så det skete altså i badekarret, og derfor måtte jeg op, så vandet kunne blive renset. Egentlig forsøger jordemødrene først at fjerne efterladenskaberne (haha) med en lille si, men når det ikke er muligt, så er man altså nødt til at komme op af den simple årsag, at der kan komme colibakterier i vandet, som man helst ikke skal føde i. Eller, det er det nogle der mener, og så er der andre der siger, at det overhovedet ikke gør noget. Jeg er ikke ekspert på området, men op kom jeg hvert fald og fik bikset mig over på sengen. Så langt så godt. Sådan sker det et par gange frem og tilbage fordi jeg, ja, laver stort i karret (haha). Og selvom det lyder stressende at skulle op og ned flere gange, kan jeg faktisk huske, at jeg syntes, det var dejligt med lidt change of scenery på tidspunktet.


Lattergas, min bedste ven i et par timer

Omkring kl 23.30 er der vagtskifte og to nye jordemødre kommer til; en der kun er hos mig og en anden, der kommer og hjælper en gang i mellem, når der er behov for det. Min jordemoder hed(der) Houda, og hun var seriøst fantastisk. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre jordemoder, så jeg er SÅ taknemmelig for, at det var hende, der hjalp mig igennem fødslen. I det hele taget har jeg bare så enormt meget respekt for jordemødre og det arbejde, de gør. Det er for vildt!


Omkring kl 00.30 tilbyder Houda mig lattergas. Inden fødslen var jeg helt opsat på, at min fødsel skulle foregå helt umedicineret, og det i sig selv er egentlig også en forudsætning for at føde på Klinikken, altså en umedicineret fødsel. Man må derfor heller ikke være blevet sat i gang medicinsk (med Angusta-piller), da det kræver, at man hele tiden skal kunne måle mor og baby med elektroder, og det kan man ikke på Fødeklinikken. Skulle der opstå noget under fødslen på Fødeklinikken, vil man blive kørt over på Fødestuen, hvor der er læger til stede.


Nå, side note, jeg får sagt ja til lattergassen, selvom jeg er meget i tvivl. "Bliver jeg skæv?" spørger jeg Houda, men inden hun når at svare, tager jeg fat i den og sætter den på munden. Damn, it feels good! Den fjerner ikke smerterne men gør dem helt klart mere udholdelige. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev en smule skæv de første gange, jeg brugte den. Men det var så også det, og lattergassen blev uden tvivl min bedste ven de næste mange timer. At jeg fik lattergassen betød også farvel - for en stund - til min laboro-vejrtrækning. Man kan nemlig ikke begge dele, og det var egentlig også fint nok, for min krop var SÅ færdig efter at have brugt laboro i næsten 20 timer. Wow, det er vildt at tænke på.

Pressetrang til solen, der står op

Omkring kl 03.15 sidder jeg i badekarret og mærker pludselig en ret underlig følelse down south. Jep, det var mit vand der gik, og det føltes så vildt! Jeg ved næsten ikke hvordan, jeg skal beskrive den følelse - måske som den største tissetår nogensinde, men det er bare heller ikke retvisende. Hvert fald var det vandet, der var gået, og nu kunne det da ikke vare længe, før han kom ud, tænkte jeg, meeeen.... der går alligevel en halv times tid, før jeg får sådan rigtigt pressetrang. Igen, vidst jeg ikke helt, hvad jeg skulle mærke efter, men lad mig sige det sådan, at man altså ikke er i tvivl, når pressetrangen melder sig. Mere om det om et kort øjeblik...


På min fødsels-ønskeliste stod der også, at jeg ønskede at føde i vand. Det havde jeg sagt til Houda, min jordemoder, og det var også helt fint. Jeg kunne dog ikke lade være med at, ja, have afføringen i karret (dammit!), så lige da pressetrangen melder sig må jeg igen op af karret, fordi der skal skiftes vand. Jeg får bikset mig op af karret (den mest uoverskuelige opgave med veer og en pressetrang, der så småt var ved at sætte ind). Op kommer jeg og får at vide, at jeg kan prøve at lægge mig over på sengen. Jeg har ligesom bare ikke lyst til at ligge ned, men jeg har samtidig heller ikke kræfter til at stå op, sååå. Lidt svært at have med mig at gøre der.


Nå, men jeg får det her høje gangstativ ind, som jeg kan stå op af omkring kl. 03.30, og det var ret genialt, kan jeg huske, at jeg syntes. Det bliver dog ikke brugt særlig længe, da jeg langt hellere vil bruge Martins nakke som gangstativ. Åhh, stakkels mand, hvis nakke måske ikke syntes, at dét var verdens bedste idé. Mens jeg står der op ad Martin, sker der noget (måske ikke helt uventet); jeg får pressetrang, sådan helt vildt! Hvordan føles det at have pressetrang? Det havde jeg selv tænkt meget over, inden jeg skulle føde. Den tætteste beskrivelse af pressetrang er vel, at man får den vildeste-crazy-overdrevede-intense trang til at skulle af med en, ja, kæmpe poop, og ikke engang dét er en retvisende beskrivelse. Men vi er lidt derhenad - I kan nok godt fornemme at det er INTENST fra nu af.

Den mest intense time i mit liv

Faktisk er den næste time fra kl ca. 03.45 den mest intense time i mit liv. Hold nu op hvor var det vildt. Under hele fødslen har jeg følt mig enormt stærk, men under pressefasen begynder mine kræfter for alvor at slippe op, og der er flere gange, hvor jeg når at tænke - og endda nok også sige højt - at jeg snart ikke kan mere. Jeg har på det her tidspunkt snart været vågen i to døgn (to døgn!!) og samtidig leveret den vildeste kraftpræstation i hele mit liv. Det er for vildt, hvad kroppen kan!


Derudover er en pressefase på en time også en længere af slagsen. Man siger nemlig normalt, at man maks. må presse i ca. en time, inden jordemødrene aktivt begynder at gribe ind af sundhedsmæssige årsager for baby. Alene af den grund var jeg NØDT til at finde det sidste styrke frem i min krop. Jeg var kommet så langt på naturlig vis, så jeg ville selvfølgelig gerne have, at Atlas kom ud uden nogen form for indgreb. Det skulle han! Og det var jeg under hele fødslen fast besluttet på. Der var derfor intet andet at gøre end at blive ved med at presse.


Når man har presseveer, giver man den ALT, hvad man har i sig i den tid, pressetrangen står på. Det vil sige, at man presser med veen - hvis jordemoderen siger go selvfølgelig. En ting der er mega vigtigt her - hvis ikke alfa og omega faktisk - er, at man samarbejder med jordemoderen. Hun ved nemlig præcis, hvornår og hvor meget man skal presse med for ikke at briste.


"Jeg kan se hans hoved"

Efter at have presset godt 45 minutter begyndte veerne at blive kortere og mindre hyppige, hvilket betød, at jeg var tvunget til at presse, selvom jeg ikke havde trangen til det så at sige. På det her tidspunkt er jeg så ekstremt udmattet, at jeg bliver ved med at spørge Houda, hvor længe vi har igen. Hun bliver ved med at sige "det er ikke længe igen", men det havde jeg snart hørt mange gange og havde ligesom brug for noget mere konkret.


Hovedet er så småt på vej ud på det her tidspunkt, men det har jeg på en eller anden måde ikke rigtig forstået, før Martin, der sidder oppe ved min skulder og kan se hele forestillingen down there (åh ha) - udbryder, "jeg kan se hans hoved, han har krøller skat!". Den udmelding gav mig styrken til at fortsætte! At Atlas så bare havde vådt hår og ikke krøller er en anden snak, men styrke fik jeg hvert fald.

De sidste pres

Hovedet er klart det sværeste at føde, da det fylder mest så at sige, så derfor ryger det hele tiden ind og ud under presse-veerne, hvilket er helt normalt. Det er her, at samarbejdet med jordemoderen bliver ekstremt vigtigt for ikke at briste. Jeg ville virkelig gerne undgå at briste, så jeg samler mig og gør alt, hvad jeg kan for at følge Houdas instrukser, når hun skiftevis siger go for at presse og holde igen.


En ting jeg lærte på smertefrifødsel kurset var, at det faktisk ikke er, NÅR man brister, at det svider, men at det er lige INDEN, man brister, at det gør det. Så det at man kan mærke, at det svider, brænder, gør ondt og er MAKS udvidet dernede, er egentlig bare et godt tegn så at sige. Det mærkede jeg uden tvivl, at det gjorde, på en ret så intens måde for at sige det mildt, men jeg var på ingen måde sikker på, at jeg ikke var bristet. Det troede jeg faktisk, at jeg var...


Over en presseve kommer hovedet ud (endelig!!), og jeg kan huske, at jeg syntes, det var så vildt, at tænke på, at hans lille hoved nu var ude i verden og hang dernede mellem min ben, men at jeg samtidig ikke kunne se ham. Jeg lå jo på ryggen og kunne ingenting se basically.


"Nu mangler vi bare resten af kroppen", siger Houda, "men det plejer at gå rimelig stærkt, når hovedet først er ude". Der var bare lige det, at ham her er rimelig bredskuldret, så jeg kan huske, at der faktisk går lidt tid her (måske små 2-3 minutter), hvor jeg fortsat skulle presse med, før resten af kroppen faktisk kommer med ud.

Velkommen til verden, lille elskede Atlas

Og så skete det! Lige pludselig ligger jeg med Atlas i armene og skal skifte mit intense amazone-woman-mindset til et blødt moderligt af slagsen, og uden jeg får tænkt over det får jeg sagt "hej lille skat, kom op til mor" i den stemmeføring og toneleje, jeg efterhånden er blevet så vant til nu. Martin sidder ved siden af, og fælder en lille tåre, mens han siger, "han er helt perfekt". Og jeg gav ham ret.


Så ligger vi ellers der, alle tre, som en lille ny familie med Houda og den anden jordemoder i fodenden, der begge er ved at presse på min livmoder for at få moderkagen ud og sy det, der nu var at sy. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var vores lille søn, som jeg lå med i armene, og som puttede sig ind til mig, hans mor, som jeg er så stolt af være.


Tusinde tak for at læse med.


De kærligste hilsner, god energi og med ønsket om en fantastisk fødsel til alle kommende mødre derude, K

Petersborgvej 6, 3. 2100 København Ø 

  • Instagram
  • Facebook

© Karen Ziefeldt 2019

Created by Ziefeldt Design