• Karen Ziefeldt

MIN FØDSELSBERETNING MED ATLAS - DEL 1

Opdateret: okt. 2

Kæreste jer,


Jeg skrev egentlig min fødselsberetning allerede kort tid efter, at Atlas kom til verden d. 15-06-20. Det var nemlig ekstremt vigtigt for mig at få det hele skrevet ned relativt hurtigt, da vi mennesker jo har tendens til at glemme, særligt når man er i søvnunderskud - og i det hele taget, som tiden går. Ikke fordi jeg var bange for at glemme min fødsel - det er nok i virkeligheden den oplevelse, der står og altid vil stå allerklarest i min erindring - men jeg vil så gerne kunne huske tilbage på hver en lille detalje, da det er så VILD og magisk (og mega-hård!) oplevelse at føde et barn. Og så også fordi, når jeg har talt med min mor og andre kvinder på hendes alder om hendes fødsler, så synes jeg, der er så mange ting, de ikke kan kunne huske (sorry mor). Og det vil jeg altså gerne være i stand til. Også når der er gået 28 år. ;)


Ventetid, utålmodighed og de første tegn

Jeg har stadig ikke helt forstået, at jeg har født et barn - det er så vildt at tænke på, at "man" har gjort det. Samtidig er det at føde børn jo den mest naturlige ting i hele verden. Kigger man rundt er vi alle jo ligesom blevet født på et tidspunkt - det føles bestemt bare ikke sådan, når man selv står i det, hvilket jo bare er enormt smukt i sig selv.


Jeg har valgt at dele min fødsel med jer søde læsere, fordi jeg selv ELSKER at læse og høre om andre kvinders fødselsberetninger. Det helt særlige "fællesskab" som det at blive mor giver anledning til så at sige, vil jeg rigtig gerne være en del af. Min fødselsberetning er blevet temmelig lang (hele syv computerskrevne sider), så derfor har jeg valgt at dele den op i tre dele. Og bare rolig, så meget tekst får I dog ikke, men jeg sagde jo, at jeg ville kunne huske eller hvert fald kunne læse tilbage til hver en lille detalje. Det skulle være muligt nu, haha!


At gå over tid

Som I ved fra mine utallige stories og content, gik jeg over tid - faktisk hele 14 dage og fødte på 41+6. Det var simpelthen så hård en ventetid, når jeg tænker tilbage på det. Jeg var sat til d. 2. juni, og selvom jeg rationelt godt vidste, at kun de færreste kvinder føder på selve terminsdagen, så var d. 2. juni alligvel blevet terminsdagEN i midt hoved; dagen hvor det var slut med at være gravid, og dagen hvor vi skulle møde vores lille Atlas for første gang. Det blev det så ikke, og jeg måtte vente hele 14 dagen før, det skete.

At give afkald på hjemmefødsel

Vi havde egentlig planlagt hjemmefødsel og havde da også anskaffet os et fødekar og alt, hvad der ellers hører til en hjemmefødsel, men i og med at jeg gik så meget over tid, endte jeg med at beslutte, at det ikke skulle være hjemmefødsel men på hospitalet, eller rettere på fødeklinikken i stedet. Og det var den helt rigtige beslutning for os. Et af mine ønsker til min fødsel var nemlig, at det ville blive så "hjemlig" en oplevelse som muligt, og selvom min fødsel ikke endte med at finde sted derhjemme men på fødeklinikken i stedet, blev det en helt fantastisk og faktisk også meget hjemlig oplevelse alligevel.


Når man føder hjemme må man ikke gå mere end to uger over tid, eller det vil sige, når man gå to uger over tid er det almen praksis, at man bliver igangsat, og det må man ikke være blevet, hvis man skal føde hjemme (med mindre man hyrer en jordemoder uden for systemet - så kan det sagtens lade sige gøre). Det sidste følte jeg mig ikke sikker nok til så at sige, og da jeg ikke vidste, om jeg ville ende med at skulle igangsættes, synes jeg simpelthen, det var for usikkert at gå og vente på, om jeg nu kunne føde hjemme eller ej. Jeg tog derfor en beslutning, der hed, at jeg ville føde på fødeklinikken - hvis den var ledig vel at mærke. Der er nemlig kun to stuer på Fødeklinikken på Rigshospitalet, men mere om Fødeklinikken senere.


Fødselsmodnende behandling

Jeg har under hele min graviditet skrevet dagbog, som I også kan læse her på bloggen. Det sidste indlæg i rækken dedikerede jeg udelukkende til alle de tiltag, jeg gjorde for at gå naturlig i fødsel. Kort fortalt gjorde jeg stort set alt, man overhovedet kan gøre selv for at gå naturlig i fødsel.


Jeg startede med at drikke hindbærbladete og spise dadler allerede før, man anbefaler det; jeg fik rebozo og fødselsmodnende massage af skønne doulamamma Linnea; jeg fik zoneterapi af min skønne veninder Julie; jeg tog homøopati (as always :D); og så fik jeg øreakupunktur ikke mindst, som desuden er genialt skal jeg hilse at sige. Alle disse behandlingsformer kan du læse mere om lige HER. Personligt tror jeg, at det hele har været med til at sætte skub i tingene, især øreakupunkturen. Rebozoen og massagen gjorde også uden tvivl noget godt; det at gå i fødsel handler nemlig enormt meget om at være afslappet og tilstede i kroppen, og det hjælper sådan en behandling virkelig på.

Jeg var som nævnt sat til d. 2. juni, og jeg havde bestemt ikke troet, at jeg ville gå så langt over tid. At "gå over tid" er i det hele taget en underlig ting, hvis du spørger mig. Ingen ved jo i virkeligheden, hvor længe en kvinde har været gravid. Det afhænger jo fuldstændigt af hendes cyklus, og hvis den er og har været uregelmæssig længe, er det jo ikke til at sige præcist hvornår, man blev gravid og dermed hvor længe, baby har ligget i maven i det hele taget. Derfor synes jeg, det er så ærgerligt, at der er så meget fokus på igangsættelse - det gør mest af alt at den gravide bliver stresset og føler, det skal gå så stærkt, at man ikke selv kan følge med. Nå, nok om det...


Den første uge "past due date" var ikke så slem. Jeg tænkte hele tiden "det bliver nok i morgen", men som dagene gik blev jeg mere mere utålmodig, og da vi ramte tirsdag d. 9. juni, hvor der stadig ikke var sket noget, begyndte jeg for alvor at tænke i fødselsmodnende baner. Jeg fik en tid til øreakupunktur om torsdagen d. 11. juni, og dagen efter fik jeg rebozo af doulamamma Linnea. Indtil da havde jeg takket nej til at få hindeløsning, da jeg jo virkelig havde den her idylliske tanke om, at min fødsel lige pludselig ville gå i gang af sig selv, gerne med vandet der gik (som jo seriøst kun er i mindre en 10% af fødsler, at det sker - little did I know dengang haha!).


Ikke fan af hindeløsning

Jeg blev tilbudt en hindeløsning allerede på min terminsdag, da jeg var til jordemoder for sidste gang. Men jeg ville altså ikke have en hindeløsning, og på en eller anden måde havde jeg set mig helt sur på det at få en hindeløsning i det hele taget. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor, for det er jo en langt "mildere" form for igangsættelse end f.eks. at få igangsættende piller (de såkaldte Angusta-piller, som dog kan vise sig at være nødvendige i nogle fødsler, så det er bestemt ikke for at pege fingre, at jeg skriver sådan).


Nå, tilbage til hindeløsningen, som jo er en "mekanisk igangsættelse", hvor jordemoderen bruger to fingre til at løsne fosterhinderne i håb om at sætte gang i veerne via de hormonstoffer, der udløses. SÅ, det er jo ganske ufarligt med en hindeløsning i virkeligheden, men jeg havde simpelthen bare en idé om, at min fødsel skulle gå i gang af sig selv. Jeg tror alle kvinder, der har født kan nikke genkendende til det her med, at man har en hel masse ideer og forestillinger omkring, hvordan ens fødsel skal forløbe... indtil man står i det og bare må erkende, at det langt fra kommer til at ske, som man havde forestillet sig. Det er egentlig også ret fint, kan jeg huske, at jeg selv tænkte. Det tvinger nemlig en til at gå med det, der sker og samtidig stole på, at det hele nok skal ske præcist på den måde, det skal. Det er noget jeg forsøger at minde mig selv om dagligt faktisk, for der er bare så mange ting, man ikke selv er herre over.

Så giv mig den hindeløsning

Som I nok kan fornemme begyndte jeg som tiden gik at hælde mere og mere til en hindeløsning. Jeg kan huske, at Martin gentagende gange spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke ville have det. Så vi talte naturligt en masse om det, og til sidst fandt jeg ligesom ud af, at der altså ikke var noget "farligt" ved det. Jeg stod til at skulle medicinsk igangsættes mandag d. 15. juni - præcist den dag jeg endte med at føde Atlas - men inden jeg sagde ja til den "medicinske" form for igangsættelse, besluttede jeg at sige ja til hindeløsning.


Den første hindeløsning fik jeg så foretaget lørdag d. 13. juni kl. 16.30 inde på Rigshospitalet af en ældre men mega-sej jordemoder, som virkelig fik mig til at føle mig tryg og i gode hænder. Jeg vil ikke sige, at det gør mega-ondt at få lavet en hindeløsning, men det er bestemt ikke rart. Men det at hun var så god og medfølende så at sige gjorde, at det blev en god oplevelse alligevel. Efter hindeløsningen fik vi lavet en undersøgelse af en overlæge, som skulle tjekke om alt var, som det skulle være. Det var det heldigvis, og derfor var det i mit tilfælde fint at vente lidt med at sætte mig i gang og se, om ikke hindeløsningen kunne sætte skub i nogle ting. Faktisk fik jeg en tid til endnu en hindeløsning dagen efter, søndag d. 14. juni kl. 10.00, og det sagde jeg ja til.

Jeg husker tydeligt den lørdag aften; efter hindeløsningen gik Martin og jeg hen for at hente en bæresele, som vi havde købt gennem Reshopper. Og jeg havde jo fået at vide, at jeg bare skulle gå en masse, så hvorfor ikke, tænkte vi. Derudover kom vi hjem til den smukkeste buket fra det sødeste vennepar, Mie og Jesper, som også selv har en lille datter, Josephine. Jeg tror Mie vidste præcist, hvordan jeg måtte have haft det, så at komme hjem til sådan en fin hilsen var virkelig dejligt. Den aften, synes jeg godt, jeg kunne mærke, at der var sket et eller andet i min krop, men ikke nok til at jeg var sikker på, at jeg nu var på vej i fødsel.


På det her tidspunkt er jeg ret fortvivlet og håber og beder virkelig bare til, at der snart sker noget. Men jeg vidste jo ikke, HVAD jeg skulle mærke efter, så det var ikke til at sige, hvor jeg var henne i processen i det hele taget. Jeg ønskede virkelig inderligt, at jeg snart ville få denne her "du er ikke i tvivl, når det sker" oplevelse, som alle mødre havde beskrevet starten af fødslen som. Og jeg må bare sige , at det er sandt, men man har seriøst INGEN idé, når man ikke selv har været der. Det skal opleves, for hold k*** hvor er det bare en vild og SÅ fantastisk følelse, når man får den første ve (også selvom det gør ondt). Man står virkelig på den vildeste skillevej her, får jeg lyst til at sige; der er ingen vej tilbage nu, og lige om lidt er ens liv forandret for evigt, til det bedre. Så vildt at opleve. Og jo, det er også nervepirrende. Det er i virkeligheden 1000 ting på en gang at gå i fødsel. For ikke at tale om selve fødslen, men den kommer vi til.

De første veer søndag morgen

Natten til søndag vågner jeg en del gange, som jeg egentlig har gjort hele den sidste del af graviditeten. Omg, hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig, at det der med natlige opvågninger starter allerede i graviditeten? Anyway, tidlig søndag morgen, måske ved 5-tiden mærker jeg for første gang en ve. Jeg vækker dog ikke Martin, for at sige det men venter til jeg er helt sikker. Jeg vil jo ikke jeopardize noget, haha! Kl 0700 er jeg ikke det mindste i tvivl, og jeg fortæller lykkeligt til Martin, at jeg ENDELIG har fået min første ve! Han finder med det samme papir og blyant frem i bedste konsulent stil, som den praktisk type, han er og begynder så at skrive ned, hvor længe mine veer varer, og hvor meget mellemrum der er i mellem dem. Han havde vist alligevel lyttet efter til fødselsforberedelseskurset. Hvert fald var - og er - vearbejde det hårdeste og mest intense, jeg nogensinde har prøvet, så at have Martin som støtte under alle veerne (som viste sig at blive en del!), var guld værd! Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre støtte end ham. Jeg følte mig SÅ heldig og beskyttet og hele fødslen, og det er jeg af hjertet taknemmelig for.


Nå, tilbage til fødslen, som nu for alvor var i gang, så småt i hvert fald. Allerede her begyndte jeg at bruge min laboro-vejrtrækning, som jeg havde øvet gennem mit fødselsforberedelseskursus hos smertefrifødsel. Den vejrtrækning vist sig at være guld værd for mig.


Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville komme til at forløbe, som det gjorde, på godt og ondt, men det kan du høre meget mere om i anden del af min fødselsberetning, hvor jeg også fortæller, om jeg endte med at tage til den planlagte anden hindeløsning kl 10.00 søndag morgen på Rigshospitalet, selvom veerne allerede var startet.


Tusinde tak for at læse med. ✨


(fortsættelse følger)

Petersborgvej 6, 3. 2100 København Ø 

  • Instagram
  • Facebook

© Karen Ziefeldt 2019

Created by Ziefeldt Design