• Karen Ziefeldt

GRAVIDITETS-DAGBOG #1 - DA VI FANDT UD AF, AT JEG ER GRAVID (PÅ MALLORCA☀️)

Kæreste jer,

Jeg har siddet længe og tænkt over hvilken overskrift, jeg mon skulle give dette indlæg, men jeg tænker nu, at ovenstående er ok sigende after all... 😃

Det er simpelthen SÅ skønt ikke længere at skulle holde hemmeligt, at jeg er gravid - jep, jeg er gravid, og det føles så vildt og så fantastisk at sige. Nogle dage er det slet ikke til at tro, at jeg skal være mor (wauw!) - og at Martin skal være far, og at vi skal være forældre! 👨‍👩‍👧 - men vi er så glade, og det føles bare SÅ rigtigt, så jeg er virkelig i en taknemmeligheds-boble these days, til trods for kvalme, træthed, svimmelhed etc., som jeg virkelig også har fået lov at mærke her det første stykke tid af graviditeten, men mere om det lidt senere...

Jeg har nemlig besluttet, at jeg vil lave en lille graviditets-dagbog herinde på bloggen - dels for at dokumentere min egen rejse i graviditet men samtidig også fordi, jeg rigtig gerne vil dele mine erfaringer, tips og tricks med jer søde læsere (/ kommende mommies). Dagens indlæg er derfor dedikeret til den helt tidlige start, hvor vi fandt ud af, at jeg er gravid, og hold nu op, det har været en rejse lige siden. En rejse, jeg glæder mig SÅ meget til at dele med jer.



DA JEG TISSEDE PÅ EN PIND PÅ MALLORCA

... som Martin ville sige, haha (søde skat). Anyway, det er præcist, hvad der skete! Den 8. oktober 2019 (så ja, i år haha, men bare for at være helt specifik), tog vi til Mallorca, hvor vi bare skulle ned og nyde det sidste varme i Europa år og holde lidt efterårsferie. Tiden op til havde været ret travl med en del arbejde, skole og arrangementer for os begge, så ferie og lidt varme var virkelig tiltrængt.

Nå, vi ankom til Port de Soller d. 8. oktober, og tjekker ind på det hyggeligste airbnb, hvor vi skulle være første halvdel af ferien. På det her tidspunkt har der ikke rigtigt været snak om, at jeg måske var gravid, eller dvs. vi efterfølgende har talt om, at Martin faktisk troede, at jeg var gravid på det her tidspunkt, hvorfor han i ca. to uger havde bedt mig om at "tisse på en pind" (aka tage en test), hvortil jeg svarede, at "nej, nej, jeg er da ikke gravid - min menstruation har altid været uregelmæssig, så det er den helt sikkert også bare denne gang..." sagde jeg, og så var der ligesom ikke mere, han kunne sige, stakkels mand, haha! 😃

På en eller anden måde får jeg så indvilliget i at tage denne her test, og vi aftaler, jeg gør det morgenen efter - det skal jo være morgenurin, har jeg hørt, for det mest præcise svar...

D. 9. oktober vågner jeg før Martin - eller det tror jeg i hvert fald - og vil forsøge at liste ud at tisse, UDEN han opdager mig (snedigt I know!), men intet går hans næse forbi, så jeg må selvfølgelig tage den test, som vi aftalte.

Jeg får så taget testen men tør ikke kigge på den, så jeg skynder mig op i sengen til Martin igen og siger, at vi sammen må kigge på den, for jeg tør ikke alene. Og set i bagspejlet har det så meget været fordi, jeg virkelig gerne ville have to streger på den test, altså et positivt resultat - jeg var bare slet ikke så klar over, hvor meget jeg egentlig gerne ville det på det tidspunkt.

Efter en halv times tid, hvor vi bare har ligget og snakket i sengen, går vi nedenunder for at se på testen... Martin tager den op, og vi kigger på den sammen, og den er POSITIV! Aldrig har der gået SÅ mange tanker igennem mit hoved på én gang - det var SÅ vildt et øjeblik, og jeg ville ønske, jeg kunne opleve det igen! I kan godt glæde jer. 🥰

Tanker som "OMG, det er jo fantastisk, det her; det er alt for vildt; jeg tror ikke på det; vi skal være forældre, jeg er den heldigste på dele denne her jord, shit, er jeg overhovedet klar til at blive mor; kan jeg finde ud af det; hvad gør jeg?; hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? etc. etc. etc." flyver igennem mit hoved på én gang. Jeg både grinede og græd (glædeståre selvfølgelig) på én gang, og det samme gjorde Martin. Det er seriøst den største - og mest fantastiske - nyhed, man kan få, og til trods for alle de her tanker, der bare fløj rundt i hovedet på os, var - og er - vi bare så sikre på, at det er det helt rigtige, og at det skete på det helt rigtige tidspunkt. Og at se Martin blive så glad, gjorde mig bare endnu mere sikker på, at alt var - og er - præcist, som det skal være. 🙏🏼

RESTEN AF FERIEN


Med lidt hjælp fra min cyklus-app, Clue, som desuden varmt kan anbefales, kunne jeg regne mig frem til, at jeg allerede var seks uger henne, og faktisk var på vej ind i den syvende graviditetsuge - as in, jeg havde været gravid i halvanden måned, inden jeg overhovedet selv vidste det - det er lidt vildt! Først tænkte jeg, at det var da ret vildt slet ikke at have mærket noget til det, men ved nærmere eftertanke er det nu heller ikke heelt rigtigt, at jeg intet havde mærket.

For ekempel var havde jeg begyndt at undre mig lidt over, at mine bryster var blevet større og ret så ømme og havde været det i længere tid, også selvom jeg ikke havde fået min menstruation; derudover var jeg begyndt at blive sulten tidligere på dagen, end jeg plejede (normalt faster vi jo og spiser ikke før 1130-1200 til frokost), men de sidste uger, før jeg fandt ud af det, var jeg sulten allerede ved 9-tiden. Derudover var jeg begyndt at føle mig virkelig træt - noget man jo nogle gange er, men ikke flere uger i træk uden der er noget. Jeg har dog lidt en del af jern-mangel - noget som kan gøre én virkelig træt og ikke mindst forpustet, som jeg i den grad skal love for, at jeg også var begyndt at blive. Jeg husker særligt vores tur til Edinburgh sidst i september - hvor jeg åbenbart har været fire uger henne - og hvor jeg både var træt, forpustet OG sur (læs: homonel, haha åhhh!). Martin og jeg laver altid en eller anden form for aktivitet, når vi er ude at rejse - typisk hiking eller andet aktivt - hvilket også var tilfældet for vores Edinburgh-tur. Her skulle vi hike Ben Vrackie-bjerget i Pitlochry (et af de smukkeste steder, jeg har set), og HOLD NU OP hvor har det bare aldrig været hårdere for mig at hike før - jeg var SÅ forpustet hele turen, OG jeg var sur på både vind, vejr og Martin (som intet havde gjort - sorry skat! ♥️). Men altså, I kan godt se, hvor mange tegn, der i realiteten havde været, inden jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk var gravid.

Så hvis du oplever noget tilsvarende, KAN det måske være, at der er mere til det end bare en udebleven menstruation - det er i hvert fald værd at tjekke. 😉

NÅ, resten af vores Mallorca-ferie brugte vi bare på at nyde i fulde drag, at vi, på det tidspunkt, om små otte måneder, skulle være forældre. Det var simpelthen så dejligt bare at have en hel uge sammen, hvor vi kunne snakke en hel masse om den lille (store!!) nyhed, og alt hvad vi tænkte omkring det. Vi kunne ikke have fundet ud af det på et bedre tidspunkt, så det er jeg virkelig taknemmelig for.

I forhold til det fysiske though, ville det være synd at sige, at det bare gik flyvende! Allerede få dage efter, jeg fandt ud af, at jeg var gravid, begyndte kvalmen og trætheden at sætte ind, og den har været der lige siden - sammen med en masse andre såkaldte graviditetsgener - og jeg er i dag lige gået ind i uge 16 (15+1). Så nej, på det fysiske har jeg bestemt følt mig bedre tilpas og stået skarpere, men mentalt har jeg virkelig haft det godt so far, og det er virkelig skønt! Det siges også, at kvalmen og den ekstreme træthed typisk går i sig selv efter tredje måned, men det er min nu ikke heelt endnu.

SÅ, dette var lige en lille recap på hele starten og uge 6-7 - de næste posts i denne nyoprettede Graviditets-kategori her på bloggen (😍) kommer selvfølgelig til at handle om de efterfølgende uger i graviditeten; hvordan kroppen ændrer sig i et ret så hastigt tempo skal jeg hilse at, hvilke gener man kan opleve, hvad man kan gøre ved dem og meget mere.

Kærligst, K

Petersborgvej 6, 3. 2100 København Ø 

  • Instagram
  • Facebook

© Karen Ziefeldt 2019

Created by Ziefeldt Design