• Karen Ziefeldt

FOKUS FREDAG: Kan du ikke genkende dig selv i dit stjernetegn? 🌞🌙✨

Opdateret: 3 dage siden

Synes du også astrologien er spændende? Men kan ikke helt genkende dig selv, når du læser om dit stjernetegn aka “Soltegn, som er det, der i daglig tale menes, når man i astrologien taler om stjernetegn? Sådan havde jeg det i hvert fald, inden jeg begyndte at dykke rigtigt ned i astrologien.


Der kan være flere grunde til, du ikke kan genkende dig selv i dit Soltegn. Vi er nemlig alle meget mere end vores Soltegn alene, som blot er en enkelt placering ud af mange i det personlige horoskop. Faktisk har vi hele 14 planeter i vores horoskop, herunder de to himmellegemer Solen og Månen, og det faktum alene gør, at vores personlighed langt fra kan beskrives ved blot at kigge på vores Soltegn. Mere specifikt vil man, når man starter med at kigge på sit eget, sit barns eller andres horoskop foruden Soltegnet også se på Ascendanten (Asc.) og Månetegnet. Solen, MÅnen og Asc. udgør nemlig “The Big 3” i horoskopet og er en god indgangsvinkel, hvis man er ny og gerne vil blive klogere på astrologien:



☉ SOL-tegnet: det tegn, som Solen stod i, da vi blev født. Solen i horoskopet repræsenterer kernen af vores personlighed, jeg’et og vores (hjertets) skinnende lys. Solen er med andre ord vores voksen-identitet, mens Månen er vores barne-identitet.


↟ ASCENDANTEN: det tegn, der er ved at stå op på himlen i den østlige horisont på fødselstidspunktet. I det personlige horoskop er Ascendanten den side af os selv, som vi viser udadtil, vores fremtoning eller med andre ord vores “butiksvindue”. Ascendanten repræsenterer samtidig vores fysiske krop. I sjælshoroskopet aka den Esoteriske astrologi repræsenterer Ascendanten sjælens formål i denne inkarnation her på Jorden.


☽ MÅNE-tegn: siger først om fremmest noget om vores temperament eller rettere vores følelsesreaktioner. Månen repræsenterer nemlig vores dybeste følelser, instinkter, umiddelbare reaktioner og ikke mindst behov. Behov er et vigtigt ord, når der er tale om Månen, og netop derfor kan det sted, hvor Månen står i fødselshoroskopet (i tegn og hus) fortælle noget om, hvor og hvornår vi føler os trygge. Månen repræsenterer desuden vores ophav, vores familie og det, vi kommer fra. Særligt fortæller Månen noget om moderen, eller rettere om forholdet til moderen. Månen er med andre ord vores barne-identitet, mens Solen i horoskopet er vores er vores voksenidentitet og det, vi stræber mod at blive. En udviklingsrejse, der kræver både ansvar, tid og realitetssans. Netop derfor er planeten Saturn så vigtig i horoskopet - den er vores store læremester, og der hvor Saturn står i horoskopet vil derfor fortælle noget om, det eller de områder hvor vi vil være udfordret til en start, være nødt til at tage ekstra ansvar for derfor til sidst at blive rigtig god til netop det område, og måske endda en autoritet, som andre en dag vil lære fra og se op til og.


Når vi læser ugebladsastrologi, så er det altid (desværre) kun Soltegnet, der står beskrevet. Det burde i virkeligheden være Månetegnet her, netop fordi månen er det, der bedst beskriver vores temperament som mennesker. Du kan lægge hele dit horoskop og se alle dine placeringer gratis på fx www.astro.com.


Hvis du virkelig vil forstå og have noget ud af dit horoskop kan jeg varmt anbefale en professionel horoskoplæsning. Jeg er selv ved at uddanne mig til astrolog og er så småt ved at finde ud af, hvordan jeg bedst integrerer dén viden med min Heilpraktiker-kunnen. Jeg er ikke i tvivl om, at dén kombination er virkelig stærk, og jeg GLÆDER mig til at kunne bruge begge dele fuldt ud i mine konsultationer. 🐚✨🏹☁️👁


Mine “Big 3” aka Sol, Måne og Ascendant i horoskopet


Jeg er Fisk i Soltegn, Vandbærer i Måne og Vægt i Ascendant. Jeg havde i mange år svært ved at identificere mig selv 100% med mit Soltegn, Fisken, det sidste tegn i Dyrekredsen som derved markerer overgangen fra den fysiske verden og ind i den åndelige. Fisken et bevægeligt vandtegn, der frem for alt handler om intuition; noget der altså ikke kan måles, vejes og beskrives med fakta. Jeg har i mange år studeret og taget flere forskellige uddannelser. Haft et behov for at inddele i systemer og se større lovmæssigheder. Men hvor kommer den del fra? Den er nemlig ikke særlig Fiske-agtigt. Da jeg dykkede ned i astrologien gik det op for mig, at det selvfølgelig (bl.a.) er min Vandbærer-måne (og de tre andre Vandbærer-placeringer, jeg desuden har i mit horoskop). Selvom Vandbæreren er kendt som Dyrekredsens opfinder, rebel og pioner med stor kærlighed til alt det alternative (som jeg bestemt besidder), er den stadig af den Faste dynamik, som gør den enormt glad for systemer og større lovmæssigheder og ja, kan måske endda have tendens til at være lidt urokkelig, når den først har sat sig noget for. En side der bestemt vækker genklang i mig, særligt i mine yngre år.


Fisken er desuden kendt for være enormt følsom, modtagelig og sensitiv, og mens dét er en side, jeg bestemt har, rummer jeg samtidig Vandbærerens særlige “detachment”. Vandbæreren er nemlig mester i ikke at involvere sig følelsesmæssigt og kan derfor godt fremstå kølig og lettere ufølsom - men det er ikke tilfældet. Den holder blot af at adskille følelser og fornuft og ser det som en nødvendighed for “the greater good” i denne verden, som nok er Vandbærerens mission nummer et.

Jeg ser altså både mig selv som mit Soltegn, Fisk og bestemt også som Vandbærer, fordi min Måne (foruden Venus, Mars og Saturn) står i Vandbærerens tegn. Særligt i min yngre år har min Vandbærermåne været dominerende. Som beskrevet ovenfor vil vi i de yngre år have tendens til at være meget i vores Månetegn (vores barne-identitet), mens vi med tiden, alder og erfaring vokser mere og mere ind i vores Soltegn. Vi bliver altså mere og mere vores Soltegn. Vores voksen-identitet med andre ord. Det er ikke fordi, vi giver slip på vores Måne; den vil selvfølgelig altid være det samme, men flere og flere af vores Sol-identitetkvaliteter bliver altså synlige og integreret med vores Månemønstre. Sådan ser jeg denne her Fiske-Sol og Vandbærer-måne det i hvert fald.


Og sidst men ikke mindst min Vægt-ascendant. Da jeg fandt ud af, at jeg havde Vægt-ascendant gav min udadvendte, sociale, diplomatiske, æstetisk-elskende, balance- og retfærdighedsøgende sider pludseligt meget bedre mening. Jeg identificerer mig enormt meget med min Vægt-ascendant, ikke kun på et personligt plan men også et sjæleligt plan, fordi Ascendenten jo repræsenterer vores Sjæls formål her på Jorden.


Vægtens tegn handler frem for alt om BALANCE. Balancen mellem at være en åndelig sjæl i en fysisk krop, og i en fysisk verden. Hvordan integrerer vi det åndelige og det fysiske? Hvordan forenes de to? Sådan at vi ikke ender i en af de to yderpositioner; munken i Tibet, der sidder på en bjergtop og mediterer dagen lang og ingen virkelighedssans i den fysiske verden har - modsat personen, der fortabes helt og aldeles i den fysiske verden og alle dens materialistiske bestræbelser, som helt glemmer sig selv og hvad der nærer dennes sin sjæl.


Vægtens fornemmeste opgave er altså at finde balancen mellem de to, den åndelige og fysiske verden, hvorfor Vægtens esoteriske motto lyder: “jeg vælger vejen der fører hen mellem de to store kraftlinjer”. Altså vejen mellem den indre og den ydre verden. Balancen. Den ligger lige der. Midt i mellem disse to verdener. Og NÅR balancen så er der, da åbnes døren for den indre vej, og Vægten bliver dermed en port til den indre vej, som andre mennesker har brug for at møde for netop at finde ind på deres indre vej - der ligger mellem det fysiske og det åndelige, mellem den ydre og den indre verden. Et meget smukt billede og sjæleligt formål, der giver mig kuldegysninger. Og noget jeg de seneste år er begyndt at tappe mere og mere ind i. Jeg brænder virkelig for at guide andre ind på deres indre vej og finde balancen i at nære sin sjæl og samtidig tage del i denne smukke fysiske verden, som vi er så heldige at kunne opleve.


Nå, det var lidt tanker fra en følsom Fiske-Sol med en rebelsk Vandbærer-Måne og balancerende Vægte-ascendant. Jeg vil elske at høre om dine "Big 3" og, om du kan genkende dig selv i disse placeringer? 🏹✨☁️💛


Kærligst K

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle